
Oftest, når jeg laver mad, improviserer jeg. Jeg kan godt lide at se på en opskrift – enten som inspiration eller for at få viden, når jeg mangler den. Men jeg ender ofte med at bytte lidt ud i krydderier, mængder eller tilføje et element.
Efterhånden har jeg lavet så meget mad, hvor jeg både har haft succes og fiasko som resultat. Visse ting ligger nu på rygraden og derfor lykkes jeg efterhånden ret godt med at improvisere med visse gengangere til enten at give smag, dybde eller konsistens.
Det jeg deler i dag er ikke en decideret opskrift. Jeg har ikke afvejet ingredienserne, men jeg kan liste op, hvad jeg har brugt og på den måde håber jeg, at kunne inspirere dig til at bruge, hvad du har i dit køleskab.

Ingredienserne
Udgangspunktet for min pastaret var i denne ombæring:
Kyllingekød, ca 400 gram
Spicy pølse, som jeg tror hedder spianata piccante, ca. 20 gram
Blåskimmelost, ca 1/2 dl
Forårsløg, 2 stængler
Pasta til 4 personer
Piskefløde, ca 2 dl
Jeg startede med at sætte vand over så pastaen kunne koges næsten færdig.
Herefter skar jeg kød i mindre bidder og pølsen blev hakket og blandet heri. Jeg valgte at forstege kød og pølse med lidt olivenolie. Pølsen næsten smelter og bliver til en ordentlig gang smagsgiver, som fungerer virkelig godt.


Når kødet har fået lidt stegefarve hældes fløden i panden med lidt vand. Eventuelle brankninger i bunden af panden løsnes med væsken og giver god smag til saucen.
Jeg tilsatte på dette tidspunkt også salt og peber, lidt gurkemeje, cayennepeber og hvidløgspulver.


Jeg bruger ofter parmesan i mine saucer, men jeg havde ikke noget i huset i denne omgang. Jeg valgte i stedet en god chunk blåskimmelost og et generøst drys af gærflager, som tilsammen giver salt, dybde og cremet konsistens til saucen.
Når pastaen nærmer sig at være kogt færdig smides hakkede forårsløg i saucen sammen med nogle store skefulde af pastavandet.
Pastaen sies fri fra vand og vendes i saucen, som får et par afsluttende minutter over blusset til at sætte sig og blive cremet og klar til servering.


Retten blev enormt vellykket og derfor fik jeg lyst til at dele den her. Selvom det ikke er en 1:1 opskrift, vil jeg godt selv kunne vende tilbage til fremgangsmåden og gøre det nogenlunde efter. Måske du også kan få noget lækkert på bordet med en lille guide som denne? Uanset hvad, så er den nu gemt ✨

